Ridser, maling og mørke baggrunde: Teknikken bag tidlig portræt retouchering

Mennesker er komplekse væsner, og følelser spiller en enorm rolle ind i vores udvikling og brug af teknik. Historien om hvordan retouchering fulgte med da det nye medie fotografi blev introduceret, er super fascinerende, og vidner om hvor kreative – og forfængelige – vi egentlig er.

Hvepsetaljer og perfekt hud

Har du nogensinde kigget på billeder fra den viktorianske æra (1800-tallet) og tænkt “Manner.. sikke nogle smukke mennesker”.

Den glatte hud, tøjet som sidder som skabt til kroppen, de små taljer. Noget af det har jeg egentlig altid tilskrevet den primitive fototeknik. Jeg tænkte at der simpelthen ikke blev opfanget så mange detaljer, og at huden derfor så blød og fin ud.

Men det viser sig at der faktisk har været masser af retoucheringsteknikker som – ligesom i dag – giver os et helt urealistisk billede af hvordan man egentlig så ud.

I dag har vi sofistikeret billedredigeringssoftware, som gør det nemt at få nogen til at se perfekt ud. Photoshop fjerner urenheder, ændrer kontrasten, eller justerer belysningen – bare ved nogle enkelte klik på et par knapper.

En nydelig viktoriansk kvinde med lille talje og blød hud.

Fotografiet gør sit indtog

Før fotografering blev opfundet, kunne malere ansat af velhavende klienter male et forskønnet billede, lægge adskillige kilo fra eller til, og give deres klienter lige det tøj på som de havde lyst til (Og det gjorde de i stor stil!). Men da fotografering i 1800-tallet blev noget mange havde adgang til, måtte man ty til andre metoder. 

Når et fotografi var blevet taget, stod fotografen med et negativ, som senere (eller med det samme) skulle fremstilles til det endelige fotografi.

For at retouchere fotografiet, udviklede fotograferne en række dække- og ridse-teknikker. Ved hjælp af maling, blyanter eller skarpe genstande kunne de lave skygge, fjerne rynker eller fremhæve dele af et billede.

Negativerne så ret mærkeligt ud, med ridser, revner og pletter. Men det var ikke synligt i det endelige fotografi. Et spidst værktøj ville resultere i skinnende “highlights” mens et stumpt værktøj med den rette teknik kunne oplyse dele af et ansigt og give en sund gløde.

Hvis man nærstuderer billedet ser man at taljen oprindeligt var større. Læg også mærke til ridserne i ansigtet (omkring øjnene og munden), som har fjernet rynker og skygger.
Hvis man nærstuderer billedet ser man at taljen oprindeligt var større. Læg også mærke til ridserne i ansigtet (omkring øjnene og munden), som har fjernet rynker og skygger.

Billederne herunder er eksempler på retoucherede billeder, hvor man kan ane den oprindelige silhouet.

Billederne tilhører Elizabeth-Iryna Panenkova som har undersøgt emnet grundigt. Du kan finde flere på hendes glimrende Instagram profil.

(Og lad os lige i samme omgang mane en vedholden myte til jorden. Nej, man strammede ikke korsetterne helt vildt for at få så lille en talje som muligt. Korsetterne blev brugt til at skabe den rigtige silhouet, og selv arbejdende kvinder kunne have ganske behagelige hverdagskorsetter på. Den fine talje blev opnået ved at tilføje ekstra fylde i skørtet eller brystområdet. Man byggede altså på i stedet for at fjerne. Der fandtes nogle få folk der var såkaldte “tight-lacers” som forsøgte at opnå hvepsetalje, men det var et modelune som den almindelige kvinde ikke hoppede med på. Ligesom Buffalo-sko. Eller vilde skulderpuder)

Leave a Reply