5 tankegange som fik mig i gang med at blogge

Jeg har i tidens løb forsøgt at komme i gang med at blogge mange gange. Det har resulteret i blogs der spænder over alt fra det ret brede emne “computerspil”, til noget så snævert som en analyse af kjolerne i det omfattende maleri fra middelalderen af den tyske Babenberg families stamtræ.

Det kan være rigtig svært at komme i gang med at blogge. Det kan være endnu sværere at skrive mere en 1-3 indlæg.

For nogle år siden lykkedes det mig overraskende nok at få en stabil blog op at køre. Den handlede om software test, og er meget kort fortalt grunden til at firmaet Gheist eksisterer i dag.

Her er de 5 retningslinjer som virkede for mig, og som fik mig til at komme i gang med at blogge regelmæssigt.

Kom i gang med at blogge

""

#1 Skriv om noget som interesserer dig

Den specifikke idé du sidder med lige nu kan helt sikkert holde til at blive skrevet om en gang eller to. Men er det overordnede emne for din blog noget du gider at skrive om 10, 50 eller 100 gange?

Den software test blog jeg nævnte tidligere? Den startede med kun at handle om test.

Men så sneg der sig et enkelt tidslinje på chatbottens historie ind her, og en visualisering af at mime passwords der.. I sidste ende var det ret tydeligt at jeg ikke behøvede kun at skrive om test. Og endnu vigtigere, at jeg heller ikke behøvede kun at arbejde med test.

""

#2 Skriv dårligt og meget, og ret bagefter

Det værste ved at blogge er (ifølge min knap så ydmyge mening) frustrationen over ikke at kunne formulere en fantastisk pointe med det samme.

Hvis du ikke er vant til at skrive så tager det noget tid at vænne sig til at de første kladder du skriver som oftest er virkelig ringe.

Du behøver ikke at skrive det endelige indlæg i første omgang. Det tager et par revisioner at komme frem til den rette tone og det rette indhold. Start med bare at få nogle ord fældet ned. Hellere luge ud i

Få noget skrevet ned NU. Åbn kraniet og lad ordene vælte ud på papiret. Du må gerne gentage dig selv og skrive som var du en 8-årig. Og det kan godt være du skal slette halvdelen bagefter, men det der er tilbage er til gengæld skide godt.

""

#3 Fokuser på hvad du gerne vil sige, ikke hvad du tror dit publikum vil læse om

Det er endnu ikke lykkedes mig at regne ud hvad folk gerne vil læse om. Jeg har siddet adskillige gange og tænkt:

Nej, det er simpelthen for dumt og basalt at jeg har lavet en SCRUM board ud af et billede, det gider ingen læse om

Gæt hvad. Det gad de godt. Faktisk ville folk hellere kommentere på det, end da jeg brugte mange timer på at skrive om en helt specifik sikkerhedstest.

Så lad være med at forsøge at regne ud hvad dit publikum gene vil se. Skriv for din egen skyld. Nogle gange rammer du plet, andre gange ikke.

""

#4 Gør det til en rar ting, ikke en sur pligt

Når du engang når dertil hvor du får respons på dine indlæg, så får du automatisk en lyst til at dele mere. Men før det – der kan lysten hurtigt ryge når man føler man bare er én blandt millioner af indlæg på Internettet.

Skab nogle rare rammer om at skrive indlæggene. Jeg kan godt lide at høre EDM musik og drikke et glas cola mens jeg skriver. Hvis din hjerne forbinder det at skrive med noget rart, så vil du helt automatisk få mere lyst til det.

""

#5 Vis din personlighed og dig få nogle haters

Du har sikkert mødt en del pæne og “blå” blogs derude. Især på LinkedIn, og især på større firmaers vegne. De har alle det til fælles at de præsenterer et emne på en meget generel måde, uden at tage stilling eller stille spørgsmål. De har også det tilfælles at de alle er åndssvagt kedelige.

Større firmaer har ofte det prolem at de forsøger at appelere ekstremt bredt for at ramme hele deres kundegruppe. Og hvis du vil appelere til alle, så appelerer du ikke rigtigt til nogen.

Du SKAL have nogle haters. Det betyder at dine læsere har en mening om dig. Det behøver ikke at være deciderede nemesiser som sværger at ødelægge hinandens liv, men hvis du kan få en misbilligende kommentar, så er du på rette vej. Selvom nogen uundgåeligt vil være uenig med dig, så er der også nogen der er rigtig meget enig med dig.

Det var min 5-øre på hvad der har virket for at få mig til at starte med at blogge.

Der findes uden tvivl andre måder at blogge på. Er man professionel skribent har man sikkert en noget mere viljefast indgangsvinkel til at blogge end jeg har. Der findes folk som overholder tidsplaner, men jeg har med tiden indset at det bare ikke er for mig. Jeg skriver bedst når jeg lige bliver inspireret, og skal oftest tvinge mig selv til at færdiggøre indlægget.

I sidste ende handler det om at finde ud af hvad der fungerer for dig.

Hvad har virket for dig?

Hvordan holder man sig til ilden? Kan man overhovedet dykke ned i et bestemt emne i længere tid? Sidder du med et guldkorn eller en kritisk bemærkning, så smid en kommentar.

Lignende indhold